Kajs rappersø

Wow. Sikke en sø. En sø med en mose, der ligger sig på vandet. En rappersø. En popkornsø. En popkornsø, der ligger sig på mosen. En sø, der gør alt det der sønoget. Reflekterer solnedgangens lys, alt det der standard poesi, jaja. Tænk sig, en mosesø. En sø med grønne polyesterfrøer med blomsterveste og lyserøde sløjfer på. En festsø. Måske er det faktisk bare dét livet går ud på. Vi har det med at overkomplicere det.

Jeg bryder mig v i r k e l i g ikke om det originale byliv i København. Altså standard københavnerbylivet. Det der hvor folk går og suger maven ind og er tynde og stylish på Nørrebro og bare går rundt som om de er med i et modeshow. Skubber deres børn afsted i en barnevogn, mens de smiler falsk og tror at det ligner, at de lever det perfekte liv. Jeg kan da godt blive jaloux på deres verden. De bilder i det mindste sig selv ind, at de godt kan lide at være her. Måske kan de der også en gang i mellem. Hvorfor passer jeg så dårligt ind i Københavns by?

En bevidsthed om at jeg skal prøve at bo i en anden by, formentlig syd for Danmark, et sted i Europa, vender tilbage til mig. Den gør mig glad, fylder mig med håb. Så kan jeg så frygte, at det er et naivt håb, der kun vil skuffe mig. “Uanset hvor du bor, Sofia, vil du blive ulykkelig. Du bærer på kompleks PTSD, du bryder dig aldrig om hverdag, medmindre dine omgivelser er ualmindeligt trygge.” Så kan jeg blive i tvivl om hvad grunden egentlig er til at jeg mistrives sådan i hverdagslivet. Kapitalistisk konkurrencesamfund med fremmedgørelse, udnyttelse af arbejderne og dertilhørende mangel på overskud blandt alle samfundets borgere? Kompleks PTSD, der besværliggør alle sociale interaktioner og hele tiden spænder ben for mig? Københavnsk snobberi og lukkethed? Ramthed af det, der er sket? 

Nej, jeg ved ikke hvad det er. Jeg ville ønske, at jeg vidste det, og bare kunne ændre én ting for at blive glad, og for at tingene ‘faldt i hak’. Jeg savner, længes efter følelsen af, at tingene er, som de bør være. Det føles som om det er off! Er det samfundet, er det mig, er det her lige nu, eller bliver det ved med at være? Et realistisk svar er, at det er en størrelse, der varierer over tid. Ydre faktorer såsom bosted, vennekreds, arbejde, personlig investering osv. påvirker det. Men fremmedgørelsen og følelsen af at noget er ‘off’ vil nok altid være der i en eller anden grad.

Det går mig bare på, at jeg fornemmer at andre omkring mig ikke har det på samme måde. Min veninde, jeg var på bar med i går, sagde, at hun elsker København. Engang kunne jeg, ligesom hende, også godt sidde og nyde de smukke københavnske lejligheder. Men ikke længere. Magien er borte. Tilbage er kun Kajs Sø og legen; Det, der skabes. Det, der leges, og fumles rundt med. Alt det usynlige, der er ukarakteristisk for et dansk voksenliv. 

Jeg brækker mig ved andre mennesker. Al den prætensiøsitet. Alt det, mennesker gerne vil. Alle de idéer, verdenssyn, behov, meninger, der peger i alle mulige retninger. Det kan være smukt med borgerskabets strøm og hav af pile af synesninger. Men hvor er det også bare udmattende, og i det store hele intetsigende. Ja, indtil de forener sig sammen til én stor kamp, der rent faktisk batter. Men lige nu er det mest bare bla bla bla, og folk synes så meget. Min onkel synes så meget. Alle har så voldsomt store egoer, inklusiv mig selv. Jeg er træt af at være så usikker på mig selv. Jeg er træt af at være depressiv og hele tiden falde tilbage til at jeg faktisk ikke kan se hvad mit liv går ud på her i København.

Jeg skal ud at rejse til september. Jeg vil ikke have min kæreste med. Jeg vil gerne have en base i udlandet. Jeg vil gerne udfolde mig selv. I nogle tilfælde kan jeg det rent faktisk godt: Åbne op, møde, være sprudlende, levende, uden hæmninger. Bare dele ud at mit indre lys og flow til en gruppe. Grine, være nysgerrig, tage min plads. Det er det mest fantastiske livsbekræftende. Det er oftest med internationale at det sker. Jeg vil gerne bare ud. Jeg vil bo i en bil, rejse, rejse, hele tiden have mulighed for at tage et nyt sted hen. Jeg ville ønske at penge ikke var en begrænsende faktor. Jeg ville ønske at jeg ikke skulle bruge alle de her mennesketing som søvn, ro, hvile, mad, osv. 

Min hjerte bliver ved med at falde tilbage til meningsløshed. Depression. Det samme IGEN OG IGEN OG IGEN. HVORNÅR FORSTÅR DU DET VERDEN. JEG TROR IKKE PÅ AT JORDEN ER STOR NOK TIL AT RUMME IKKE-GENTAGELSER. Jeg er så træt af mine menneskelige begrænsninger! Jeg er så træt af min komplekse PTSD, der gør det meste s å besværligt, spænder ben, spænder ben.

Og overtænkningen: Umuligt at jeg kan poste sådan et dagbogsopslag som det her, hvor er det bare cringe. You know what, det må gerne være cringe. Det må.
Hvem kan jeg seriøst give et slag for det her. Who did this to us? Hvor er glæden blevet af, udover i Kajs Sø?

Jeg kan ikke engang skrive gode ting. Jeg kan skrive lorte gymnasiepoesi, mens jeg tænker på, at jeg ikke skal spise raffineret sukker og ryge ind i dén bølge igen. Jeg er træt af at være sammen med min kæreste hele tiden. Samvær med andre giver anledning til dissociation og udmattelse. Tilbage til kreativiteten. Tilbage til drømmene, de store, der giver livet mening. Tilbage til skønlitteraturen, der åbner verden op. Tilbage til åbenheden. 

Fucking lortedanmark. Jeg har ikke engang lyst til at rejse. Det er dyrt. Så skal jeg få et arbejde. Jeg hader at arbejde. Se denne her negative spiral, hvor jeg tror at der ikke er noget der kan lade sig gøre.

Det er også så udmattende hele tiden at være bange for at min kæreste flirter med andre – for det rammer mig så hårdt. Har jeg brug for en pause fra ham?

Jeg er ved at skrive projekt. Jeg er bundet til Universitetet. Jeg har meldt mig til lejrskole. Jeg har planer den næste måned i Danmark. Så skal jeg flytte. Jeg kan godt lide min mor. Jeg har lyst til is. Jeg vil gerne være sund. I morgen er der også en dag FOR REAL, don’t judge. Glem ikke kladen. Bare lad det hele flyde. Drøm stort. Følg det. Følg det. Følg det. Gør altid det, du gerne selv vil. Så får alle omkring dig det også bedre. Der falder naturligt mere balance i ting. Gør det, du gerne vil. Gør det. Ofr ikke dig selv for samfundets lortekultur og gøremåder. Følg dit indre ur og kompas. For fuck sake, de klogeste kan måske også være de mest outwashed. Vi er alle sammen kloge skabninger, der er faktisk ingen grund til at vi dømmer hinanden og putter hinanden i bokse, ud over at det somme tider overskueliggør det for hjernen. Det er vel en overlevelsesmekanisme. Fuck Universitetet, hvor er jeg bare træt af det. Og jeg er træt af den veninde, der forrådte mig. Hun er der bare, hvis ikke fysisk, så i ånden. Hun hjemsøger det sted. Jeg vil væk. Jeg vil væk fra denne her lorteby. Hvorfor kan jeg ikke lide den, når andre kan? Hvorfor er det sådan her? Jeg har lige fået plads på mit drømmekollegie, og jeg vil bare væk.