Kærlighedsafhængig?

Ord, ord, ord. Flotte, lyse træer i sommerens første bud på grønhed. Blidhed. Og gennemtævende, jernknytnævelig brutalitet. Sommeren passerer ind i højsommer og stiller os med gule, tørre strå og stikkende lilla markblomster, der står i smuldrende, solbagt jord. Objektivt set er verden smuk. Den er ikke særligt levende, gud bevares, men den er smuk med de lyse dage, de udsprungne træer og de i aftensolen afstemt farvede skyer. Det spiller, på nær indeni. Mange føler sig fremmedgjorte i det her samfund, og jeg er ingen undtagelse. Kærligheden er som den rislende kilde af glæde, mening og nærvær, jeg altid tørster efter. Og når den tager afsted, kommer uden for min rækkevidde, føler jeg endnu stærkere end før den danske gråhed. Maskineriet, mønstrene, afskærmetheden, fremmedgørelsen. Nu når jeg tænker over det, er alle mine interesser en forsøgt oase fra fremmedgørelsen. Jeg bruger hele mit liv på at søge mening midt i denne her ørken af adskilthed.

Og så er jeg kærlighedsafhængig. Lyder jeg bitter over tiltalelsen? Jeg vil ikke påtage mig det.

Jeg så lige en dame, der tydeligvis var sammen med en mand, der havde en datter, der ikke var hendes. Hun sagde hej og rettede al sin opmærksomhed mod manden, stjal datterens opmærksomhed.

Det er muligvis dette genkendelige vakuum med kærlighed, jeg dealer med. Er vi stort set alle bare i bund og grund omsorgssvigtede?