Dette billede bringer mig til tårer. Det er fra min interrailtur, taget i Strassbourg, hvor jeg sad alene ved kanalen om aftenen og simpelthen bare fik det bedste ud af livet. Det er en af de bedste oplevelser jeg har haft med mig selv, denne tur. Jeg fik lov at opleve mig selv i en helt ny setting, iblandt nye mennesker, engelsktalende, fri og åben. Jeg mærkede min egen sult på verden, min evige nysgerrighed. Jeg var min egen bedste kompagnon og ven. Og jeg opdagede, at verden ikke var farlig.

Jeg ved ikke hvorfor, men København tjener mig ikke godt for tiden. Den hænger mig langt ud af halsen. Det er hele tiden det samme, igen og igen. Københavnere minder mig om de dumme, forkælede børn, der mobbede mig i folkeskolen i undertrinnet. Københavnere er forholdsvis lukkede, snobbede og hule. I hvert fald nogle af dem. Og resten af gangene fældes jeg vist af min egen komplekse PTSD. Jeg tør ikke. Jeg er bange for afvisning. Jeg er bange for at blive fældet igen. Jeg er bange for at miste kontrol og blive svigtet og tværret ud i hele manegen.

Gad vide hvordan jeg kan komme videre herfra. Der har lige været eksamensperiode, og folk har godt nok været meget inden i deres egne bobler. Jeg har haft menneskesult helt vildt, en form for ensomhedsfobi. Jeg vil. Bare. Ikke være alene. Men samtidig så kan jeg på en måde bare ikke komme tæt på folk. Jeg ved ikke hvad det er, min terapeut foreslår på det heftigste, at det skyldes kompleks PTSD. Jeg er utålmodig, sulten, depressiv. Jeg er faktisk ret tom inden i – jeg er kommet for langt væk fra det, der nærer min sjæl.

Såeh, hvad nu? Jeg hader at være i underskudsposition, jeg hader at være i disempowerment. Men samtidig er det nogle gange i accepten af denne position, at jeg finder mig selv mest igen. Det er dér jeg er stærkest, når jeg er svag. For så bliver svagheden pludselig et redskab til at finde min største styrke. Kernen i min styrke er der, min største svaghed kan få mig ind. Når jeg kender den, når jeg kender min kerne, og kan være i den, så er jeg ren. Så er jeg stærk. Så har jeg favnet mig selv og min livshistorie. Så ved jeg, at jeg er. Og at det er nok. At det er komplekst og ikke min skyld. At verden. At ting. At omstændigheder. At liv.

Og på en måde savner jeg også mine værste øjeblikke, mine mest tvivlsomme episoder som barn. Jeg savner den renhed, der gik tabt. Den måde min virkelighedsopfattelse blev skabt på, i de perioder, hvor potentialet blev indsnævret. Jeg savner den tryghed, der alligevel lå i at være tæt på, og afhængig af mine (utilstrækkelige, begrænsede) forældre. Jeg savner sommersummarum og min lillebrors ubetingede selskab, mine barnlige interaktioner med folk, der var så rene og umodne. Jeg savner store fællesskaber, at være en del af noget, af blive båret af en fælles ånd. At forsvinde i mængden uden at forsvinde selv.

Der var gode tider i min opvækst, men det meste var dybt traumatiserende, trist, ensomt og hult. Eller snarere langsomt traumatiserende… Den har sneget sig ind på mig, denne her PTSD, gennem årene, gennem større og mindre episoder samt bare samvær med mennesker, der selv er traumatiserede og derfor virker ødelæggende. Og nu, efter jeg er blevet voksen, og, gudske tak og lov for det, selv kan styre mit eget liv og tage ansvar for mig selv, hænger den ved. Jeg er ikke længere afhængig af mine forældre. Jeg kan være tryg ved mig selv. Men det tager lang tid for mit system at forstå. I det mindste bliver jeg helt træt af at skrive dette – det tyder på at mit nervesystem falder på plads. Det er dejligt.

Jeg håber – håber – at jeg gennem årene vil få landet denne her komplekse PTSD, så jeg kan møde verden endnu mere. Jeg føler mig så ensom! Desuden vil jeg også prøve at ændre på mine livskomponenter – søge et nyt sted at bo, tage ud at rejse igen osv. – for at give mig selv nye muligheder for at vokse. For jeg er ved at brække mig over at mit liv er det samme igen og igen, og jeg er så træt af at bo på det samme tomsjælede kollegie, at jeg ikke vil investere i værelsesoptimerende projekter såsom at støvsuge, vaske sengetøj eller indrette det bedre. Jeg venter bare på at jeg kan flytte.

Jeg ved sgu ikke om det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg føler mig depressiv, jeg venter på, at mit liv kan ændre sig, for jeg gider ikke at prøve mere stort med de brikker jeg har nu. Fair nok at give op. Så længe jeg bevarer troen på, at der findes et liv for mig derude. Der findes et liv for mig, der spirer inden i. Og det er kun mig, der kan finde det – både derude og herinde.

Godnat herfra,

Finoriel Sofia