Udgivet 5. maj 2026 af Sofia
Hvad skal man sige, når hele livet drejer rundt og verden står i konstant forandring samtidig med at den holder én for nar på éns svage punkter? Min terapeut siger, at hun tror jeg er i en god proces. Jeg ved det ikke selv. Jeg er ved at give slip på mange af mine tvangsmæssige forestillinger om hvordan jeg bør gøre for at fungere. Jeg går i seng kl. 2 om natten, er stoppet med at svømme, meditere, bede til Gud, gå til møder i mit spirituelle fællesskab. Jeg har gået og tænkt på min blog næsten hver dag – gået og længtes efter at dele ud af mig selv til – ja, ingen, men potentielt nogen et eller andet sted ude på internettet.
Jeg ved at jeg har brug for at dele ud af mig selv til verden. Det er et livsbehov for mig – uden det bliver jeg ulykkelig med tiden. Jeg har brug for at sætte et spor og være et bidrag med det, jeg er kommet herned med. Jeg tror det i dette liv er min sensitivitet og evne til at formulere mig. Jeg er meget optaget af processer – med at forstå dem og reflektere over dem. Men nogle gange vil jeg også gerne bare have det sjovt og være ung og let og legende og fjollet. Jeg kan være enormt fjollet og kreativt impulsiv. Dér har jeg det også rigtig godt: I det lette og legende.
Gad vide om jeg nogensinde finder balance. Nok ikke. Men mere og mere er målet. Jeg tror jeg kan være Sørens belastende at være tæt på pga. mine svingture op og ned og min ubalance. Jeg må virkelig sørge for at passe på mig selv her i verden – det er min fornemmeste opgave, nu når jeg er så sensitiv. Samle min energi, prioritere den på formål og personer, der giver mening for mig. Vide at jeg er værdig og dyrebar og elskelig og lige som jeg skal være. Praktisere dyb, dyb accept. Gennemgribende accept. Accept hele vejen ned. Dyb dyb accept af mig selv som jeg er og fungerer og af det, der fylder. Accept af, at tingene er som de er. Accept frem for skam over hvordan jeg fungerer og over det liv jeg har skabt for mig selv.
For at være ærlig har jeg det ikke så godt for tiden. Jeg grænser til depression ind imellem. Jeg er ikke glad i mit ish-parforhold. Jeg mister mig selv og åbner mit hjerte alt for meget i forhold til hvor usikkert det er. Jeg forventer for meget, en del af mig trænges efter at overgive alt til parforholdet. At det skal løse alt. Jeg giver næsten al min energi til denne her éne relation. Og det sker fuldkommen tvangsmæssigt. Jeg skal bruge mine kræfter på at modarbejde den strøm af fokus på min partner, som der opstår i mig. Og ofte føler jeg mig fuldkommen magtesløs i den proces. Jeg KAN ikke tvinge mig selv i balance og sundhed. Jeg dissocierer. Jeg ved hvad der er det rigtige og sunde for mig, men er fanget i barndomstraumeløsningsmani. Kan jeg dog bare være overbærende med mig selv. Gribe det lille barn, der går fra vid og sand over at hendes forældre, hendes venner, lærere, familie og samfund har forladt hende. Gribe den lille uperfekte djævelske engel. Min sandeste og dybeste værdis smykke.
Hvordan kan jeg bare give slip på al tvang? Alle forestillinger om “hvad der er godt for mig” og “hvad der er det rigtige for mig” i en given situation. Jeg ved det jo ikke! Hver dag er ny<3 Hvor ville jeg dog gerne bare kunne ånde dybt ind og ud og følge min helt naturlige GPS for hvad er er rigtigt for mig: Min intuition. Min mavefornemmelse, mit tredje øje, min vredes vildskab til et livsflow, min egen power.
Nu bliver solen for varm og selvbevidstheden over at han kan se mig fra dér hvor han nu har sat sig for stor. Jeg vil afslutte her med håbet om et snarligt gensyn.
Med ønsket om det aller bedste,
Finoriel Sofia