Ganske rigtigt. Hvad er min sandhed? Alting virker så forpasseligt. Lad mig åbne mit hjerte. Lad mig være i flow. 

Lidt om skam: Kan jeg lære af det? Kan jeg lære mig fra det? Jeg er ordløs.

Ord er så arbitrære. De siger ingenting. Og dog er de vores sprog, det er vores primære talekanal, tror jeg. Hvordan skal jeg, sjæl, kunne leve med det? Leve i det, leve i denne verden? Jeg savner fuldkommen kærlighed og fader og moderomsorg. Jeg længes så stærkt efter lyset. Kan jeg bære mig selv? Kan jeg fungere i denne verden? Kan jeg fungere her i byen, her i samfundet, med dette behov for blidhed og flow? Kan det være min styrke? Kan samfundet være min styrke? Hvorfor kan jeg nogle gange godt være i det mens andre gange ikke? At fungere i samfundet kan virke utænkeligt. Jeg drømmer mig ud til en mark; Et simpelt landbrugsliv i en lille landsby. Jeg drømmer mig til Indiens meditationscentre. Så kommer skammen op igen: Hvor er jeg lille og naiv. 

Jeg tror jeg har brug for særlig omsorg. Jeg tror det er ok at jeg har det sådan. Jeg vil prøve at give den til mig selv, være den mor og far jeg aldrig havde. Jeg vil søge Guds lys, Guds faderlige og moderlige omsorg og kærlighed. Den fuldkomne omfavnelse. Den fuldkomne indsvøbning. Jeg vil afvise skammen. Jeg vil være.

Kan nogen være begge dele?

Kan freden eksistere? Kan kærligheden blomstre? Kan sorgen få plads? Kan vi få lov til at være med det hele? Med alt det ubearbejdede og grove og fine og menneskelige og arbitrære og dog så sammenhængende meningsfuldt?

Det, jeg skriver er jo bare første tanker. Er der værdi i det? Er der værdi i det ubearbejdede? Er der værdi i ord? Er de stærke nok? Er vi stærke nok? Hvem er vi overhovedet for nogen, hvad gør vi her? Hvordan kan vi hjælpe kloden? Hvordan kan vi gå tilbage til at være vogtere over kloden? Være Guds tjenere på Jorden. Guds hyrder måske endda.

Jeg kan ikke se forskellen, jeg kan mærke den.