Hej kære læsere,

Jeg sidder her en mandag morgen og har besluttet mig for, at i dag skal jeg leve. Jeg ved godt at mine blogopslag ofte – eller altid – er dramatisk melankolske og bærer stærkt præg af livskrise og et forsøg på self-empowerment. Det opsummerer mig måske fint nok i denne her periode af mit liv. Jeg søger – eller har lært at jeg skal søge – balance. Det ligger overhovedet ikke naturligt for mig at søge balance. Tværtimod kommer tingene ofte til at blive meget dramatiske, enten fordi jeg gør noget for lidt eller for meget, og er så meget oppe i mit hoved. Nu forstår jeg igen hvorfor min terapeut foreslår at jeg bruger min krop mere til fysiske ting for at komme ud af hovedet. Yes. Stadig er fremragende råd. Men problemet er at jeg er fuldkommen piftet for energi. Og jeg er på randen til at give op på at komme oven vande. Jeg giver simpelthen op. 

Opgivelse er sådan en dejlig energi, når jeg endelig giver mig hen til den. Vejen dertil er ofte som hvis jeg kæmpede mod at blive slugt af en hval, jeg allerede er inde i svælget hos. Modstrømmen er simpelthen bare for stor og jeg for lille i mig selv. 

Nu opstår der utallige overspringshandlinger fra at gå videre til at behandle emnet utroskab. Det er muligvis det værste tema, jeg har arbejdet med i mine senere år. Utroskab, mobning og at blive forladt af mine forældre. Det er det værste, jeg kender til. I hate it. And I hate the livsmonster som suger all energien ud af mig. Alle de kvinder, der ubekymret bare kan tromle over mig med et smørret smil. Jeg er defeated. Holy shit. 

Det plejer at være mig, der er kvinden i tromleren, og som synes at den anden overreagerer vildt meget og burde tage sig sammen og hele sine barndomssår og attatchment issues, der gør at hun bliver så ramt af at jeg flirter med hendes kæreste. Inden i vidste jeg godt, at jeg var galt på den. Men først nu forstår jeg hvor magtesløs man er som modtager. Hvor fuldkommen altødelæggende det kan føles – som om hele ens verden ramler, som om al værdi bliver der sat spørgsmålstegn ved og som om det, man troede man kunne stole på, bliver vendt på hovedet. Hele verden føles absurd. Og ja, det er barndomstraumer og pis og lort, men det er ikke noget man bare kan fikse på én dag. Karma is a bitch. Og jeg får virkelig lov til at opleve hvordan det er at stå på modtager-af-lort-siden, på truck-med-lort?-aflæs-her-siden. Det ramler. 

Min historie er som følgende: Jeg slog op med min kæreste for at finde mig selv. Meget heroisk handling. Jeg krævede nul-kontakt i en ubestemt periode (det endte med at blive 11 måneder), og afholdt mig fra romantisk og seksuel interaktion med mænd i denne periode for at hive energien tilbage til mig selv. Før da var jeg lige så afkræftet som nu, Jeg prøvede at fylde på min tomme energibeholder ved at flirte med andre mænd, samtidig med at jeg var i et parforhold, jeg var lige så besat af skulle fylde mig op. 

Ærligt talt håndterede jeg det ret ekstremt. Jeg gik ikke til fester, jeg undgik socialt samvær med mænd for at holde mig helt på den sobre side, jeg gik sågar ikke engang til undervisning. Jeg blev besat af ikke at møde min eks af frygt for hvordan jeg ville reagere – ville jeg kunne holde til ikke at gå hen og omfavne ham og kysse ham i et heftigt filmkys? Altså: Jeg spærrede mig inde og blev mere og mere angtfyldt og mistede troen på mine sociale evner. Jeg følte mig fuldkommen hjerteknusende forladt.

Men det var også i denne periode at jeg blev spirituelt vækket, næsten stoppede fuldstændigt med at dissociere, og lærte at elske mig selv, og tog oftere og oftere at vare på mit rystende indre barn. Der var virkelig noget hér som jeg havde brug for i mit liv.

Men hele tiden gik jeg og drømte om genforeningen med min eks – nærmest som gik jeg og ventede på, at alt det min far havde gjort mod mig gennem min barndom, med ét trylleslag ville forsvinde, og tomrummet blive udfyldt af ham, den dag vi skulle genforenes. 

Det var dejligt at se ham igen. Utvivlsomt. Jeg følte mig meget mere forelsket i ham end jeg havde gjort sidste gang vi var sammen. Vi snakkede om at vores forhold var mere modent nu – at jeg kunne tolerere meget mere, og at der var mere balance. Jeg begyndte virkelig at håbe på, at jeg havde fundet min kæreste, the one, og gik og fandt på navne til de børn, vi engang skulle have. 

How to bring the bad news – det synes uundgåeligt sådan som jeg har lagt op til det og smurt sommerfugle ud over historien med ham indtil nu. 

Han havde været sammen med min bedste veninde. Kysset hende flere gange. Ikke mere end det, good lord. Men stadig sådan at jeg kan synge heftigt med på “The gods may throw a dice” i ABBAs “The Winner Takes It All” med hele hjertet. Det havde været min værste frygt gennem min tilbagetrækningsperiode at netop dette ville ske, for jeg havde forinden været jaloux over den flirtende energi, de smovsede sig i i hinandens selskab. Yikes, jeg havde selv flirtet med andre, men det er så tydeligvis noget andet når det kommer til hvordan det opleves på sindet.  

Desuden havde han haft sex med en anden. Og nu er min sexlyst midlertidigt korrumperet. Oftest kan jeg bare ikke. Jeg tænker på, at han har ligget sådan med en anden. Jeg tænker på, om hun også har strøget ham på ryggen. Edr, det her er virkelig et dont-go-there-subject. Det gør kun noget dårligt for mig. Så hvordan kan jeg forholde mig til det, behandle det, og eventuelt komme videre fra det?

Han har ikke været mig utro på papiret. Men det føles sådan på mit system.

Min terapeut har lært mig at bruge visualisering som redskab. Tage de grumme billeder, der giver mig kvalme og pifter mig for energi, zoome dem ud, indtil de er små prikker, lave dem om til fluer, placere dem på et offentligt toilet. Og så fokusere på mig selv. Det er bare en proces, der i sig selv kræver lidt energi at udføre.

Yikes, det er virkelig mit hadeemne det her. Jeg bliver piftet for energi, hver gang jeg tænker på det. Når jeg cykler i skole om morgenen og ser en kvinde, der er lidt sexet, tænker jeg: Gad vide om han også ville have haft sex med hende hvis han havde haft muligheden. Det er demoraliserende! Det er et livsmonster! Hvordan kan jeg komme ud af det? Det virker jo helt trivielt at denne tankestrøm skal stoppes. At den skal aftage for at jeg kan leve et liv og eventuelt fortsætte i et parforhold til ham. 

I don’t know. Hvis nogen har nogen forslag, erfaringer, gode råd eller lignende, vil jeg meget gerne læse det. Jeg synes det er vigtigt at dele om sådan nogle emner her og at være ærlig med de nederen, destruerende processer, der nogle gange foregår i én.

Lige nu kan jeg ikke forestille mig at parforholdet kan fortsætte. Jeg kan ikke finde tillid til ham og flipper ud over at se ham flirte lidt med andre osv. Sådan nogle ting, jeg ville ønske at mit parforhold kunne rumme, men som jeg simpelthen ikke kan tage lige nu. Og vi kan ikke forenes om at finde en vej igennem det, fornemmer jeg. Vores behov er begge for store og desværre modstridende. 

Som sagt føler jeg mig fuldkommen drænet for energi. Det har stået på i 4 måneder nu. Vi brød op for 2 måneder siden men har siden da prøvet på at finde sammen igen. Og nu er vi begge flade. Fuldkommen flade. Der er meget mere at sige, men ikke nu. Dette opslag er blevet meget langt og min hjerne er blevet som hjerner bliver, når man skriver meget. 

Tak for at jeg kan skrive her. Tak for at jeg må fodre AI maskiners bibliotek af menneskelige behandlinger af følelser og emner som utroskab. Under alle omstændigheder, uanset om nogen læser med eller ej, er jeg taknemmelig over at smide alt det her op på min selvskabte (med hjælp fra en masse brugervenlige programmer) hjemmeside, som jeg stadig er ved at lære at administrere. Skål for verdens absurditet. Skål for at alting forandrer sig, og man står tilbage, tom og trist, hvis man ikke følger med. Det er ikke nogen andens ansvar at hive én med i livets løb. Men nogle gange skal man stoppe med at kæmpe. Man skal falde tilbage til sig selv og det grundlæggende livsflow, der utvivlsomt leder én på rette vej igen. Stop med at kæmp. Følg dig selv. Stop med at kæmp. Stop med at kæmp. Det skal nok gå. Du skal nok klare den. Stop med at kæmp. Giv den lille my kærlighed, der stadig findes et sted dybt inden i, til dig selv. Den er din, og den skal du ikke give væk. Tak.

Med ønsket om at vi alle lærer at rumme den smukke underskov af følelser og særligheder i os selv, samtidig med at vi forundres over de store træer, der vokser, og somme tider falder i stormen. Vi skal nok klare den, alle sammen. 

Finoriel Sofia